[Webinar]: Dokumentanalyse med AI - Fra rå data til vinkler
Om arrangementet
Hvad gør du, når materialet er for stort til at læse, men for vigtigt til at ignorere? Problemet er sjældent adgangen til data, det er at skabe overblik uden at miste detaljerne.
Vidste du, at Googles gratis værktøj til journalister, Google Pinpoint, nu er integreret med Gemini? Det betyder, at du kan samle alle dine filer ét sted, stille spørgsmål direkte til dokumenterne og få svar på tværs af hele materialet. Organisering, filtrering og nålen i høstakken er kun få klik væk.
Men hvordan bruger du det i praksis? Og hvordan undgår du at overse de vigtige detaljer, når AI'en gør arbejdet?
I dette webinar viser Aida, hvordan du kan arbejde med dokumenttunge, åbne data i undersøgende journalistik. Du får indblik i, hvordan råt kildemateriale kan samles, struktureres og analyseres, så mønstre, gentagelser og potentielle vinkler træder tydeligt frem.
Vi dykker direkte ned i filerne med hands-on metoder og en systematisk tilgang, du kan bruge med det samme. Systematikken er direkte overførbar, uanset om du arbejder med forskningsmateriale, forvaltningsdokumenter, rapporter, video, billeder eller lyd.
Profil:
Aida Kokanovic er specialiseret i OSINT og dataanalyse med baggrund i datajournalistik. Hun arbejder med data i alle størrelser, fra indsamling og strukturering til analyse. Det er alt fra klassisk research til automatiserede overvågnings- og analyseflows. Hun har desuden udviklet egne værktøjer og workflows til at systematisere research og overvåge kilder og dokumenter. I sine oplæg deler hun konkrete metoder til indsamling og analyse af data med fokus på at udnytte AI uden at gå på kompromis med datakvaliteten.
Webinaret er åbent for alle medlemmer af Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation.
Er dette ikke det arrangement, du søger efter?
